Menu

Ny træner til HIK Tennis - byd velkommen til Tomas Biernacki

image
18. februar 2022 kl. 14:41

En ny træner tiltræder snart HIK. Nærmere bestemt kan vi glæde os til d. 1/3, hvor Tomas Biernacki i første omgang starter på deltid og går derefter på fuldtid fra d. 1/6. Vi har glædet os meget til at kunne præsentere ham, som en del af trænerstaben og i den forbindelse har vi taget en kort snak med ham om hans virke og hvad han ser frem til, ved at tiltræde sit nye job i HIK.

Tomas kommer fra Sverige og har spillet tennis siden han var barn. Han har altid elsket tennis og har aldrig været i tvivl om at det skulle være hans levevej, på den ene eller den anden måde. Første gang han stiftede bekendtskab med trænerrollen på professionelt plan, var i den svenske klub Fair Play Tennisklubb Academy, hvor han var Head of Coach for damerne og herrernes elitehold i fem år. Herefter har han både været landsholdstræner for Danmark, tenniskonsulent ved Singapore Tennis Association og Director of Tennis hos The American Club Singapore. Kort sagt, kommer Tomas med en tæt pakket rygsæk fyldt med 18 års tenniserfaring, som vi glæder os til at få gavn af i HIK.

Tomas elsker at stå på tennisbanen. Det er her han finder sig selv i sit es og han mærker en særlig glæde og motivation, når hans spillere lykkes:

Hvis man kan skabe en aha oplevelse hos spilleren, om det så drejer som at lære at mestre en backhand topspin eller en stopbold, så er man lykkes som tennistræner. Resultater er ikke det vigtige. Selvfølgelig er det fantastisk at have en spiller som vinder Wimbledon, men det er vigtigere for mig at se udviklingen hos mine spillere og at de selv oplever og mærker deres udvikling og progression.” fortæller han.

Tomas kommer primært til at have fokus på juniorelite drenge og elite seniorherrer. Han glæder sig til at komme i gang med træningerne og til at udvikle de mange talenter vi har i klubben. For Tomas er det vigtigt at have den enkelte spillers potentiale for øje, da det er herigennem han tror på at han kan skabe mest udvikling:

Min vigtigste opgave som træner er at se individet som tennisspiller. Jeg tror på, at hvis man som træner kan se spilleren som individ, så kan man nemmere spotte svagheder og styrker. Det er vigtigt for mig at kunne, for så kan jeg bedst analysere mig frem til hvad spilleren har brug for, for at opnå sit maksimale potentiale.”

Ligesom vi ser frem til at Tomas bliver en del af klubben, glæder Tomas sig også til at trække i HIK trøjen og træde ind på vores tennisbaner:

HIK er en klub med gode faciliteter og jeg ser klubben som en fremgangsrig klub. Jeg glæder mig til at være med til at skabe en rød tråd i træningstilbuddene og et endnu federe klubmiljø med resten af trænerteamet. Og så glæder jeg mig til at møde alle de tennisglade medlemmer i HIK!” fortæller Tomas.

Tirsdag d. 22/2 vil der være mulighed for at hilse på Tomas i bestyrelseslokalet kl. 17.45-18.30. Han vil desuden komme forbi juniorudvalgsmødet d. 21/2 kl. 19 i HIK Restauranten, hvor han vil præsentere sig selv. Skulle det ske at man ikke har mulighed for at hilse på ham en af førnævnte dage, vil han også være i HIK hele uge 8, hvor han vil overvære forskellige træninger og suge HIK atmosfæren til sig.

Hjertelig velkommen til HIK, Tomas! Vi glæder os til at have dig i klubben.

Luk