Menu

Medaljeregn til HIK efter en flot afslutning på Juniorholdturneringen

image
05. september 2022 kl. 11:40

Weekenden har stået i medaljespillets tegn og HIK's juniorer har endnu en gang blandet sig i toppen. Denne gang var U12, U14 og U16/18 pigerne at finde blandt dette års finalister og faktisk lykkedes det alle tre hold at hive medaljer med hjem. 

U12 pigerne var de første i aktion og efter lodtrækning skulle pigerne møde Holte. Der blev lagt godt fra land med en 4-0 sejr og finalen skulle derfor spilles mod Gentofte. Efter de fire singler stod den 2-2 og spænding var derfor på sit højeste da doublerne satte i gang. Her trak Gentofte dog fra og kampen endte dermed 4-2 og HIK pigerne tog hjem med en flot sølvmedalje om halsen. Stort tillykke! Pigerne havde desuden sørget for at klæde sig på til lejligheden ved at matche den flotte HIK uniform, med blå og hvide fletninger (se billederne her)

U14 pigerne havde også en intens start på Medaljespillet. Her hed modstanderen KB og ligesom i U12 pigernes finale var stillingen 2-2 efter singlerne. Spændingen blev ikke mindre efter doublerne, da der endnu en gang var udlignet og stillingen hed 3-3. Der skulle derfor en Golden Matchtiebreak til for at finde en vinder og her var HIK pigerne stærkest og gik derfra med en flot sejr på 4-3. I finalen mødte pigerne Gentofte, som havde en særdeles god dag på gruset, hvilket viste sig i kampens 4-0 resultat. Vi kunne dermed tilføje endnu en flot sølvmedalje til samlingen.
U16/U18 pigerne formåede også at skabe spænding til det sidste. I den indledende runde stod HIK over for Lyngby og endnu en gang gentog spændingen sig, for efter singlerne og doublerne var færdigspillet lød stillingen på 3-3. Endnu en Golden Matchtiebreak skulle derfor spilles for at finde dagens vinder og for anden gang var HIK's piger de stærkeste. Finalen skulle derfor afgøres mellem HIK og KB. Frederiksberg klubben havde en rigtig god dag på gruset, hvilket resulterede i weekendens 3. sølvmedalje til HIK. 
Alt i alt en rigtig flot afslutning på juniorholdturningen, hvor HIK endnu en gang har været blandt toppen. Hele tre flotte sølvmedaljer blev det til og vi har endnu en gang nydt stor glæde af at følge med i alle juniorernes flotte kampe.
Godt gået til alle juniorer der deltog i år! Det har været en stor fornøjelse at følge med på sidelinjen. 
Luk