Juniorerne i fuld firspring til Pinsens turneringer
Pinsedagene har ikke kun budt på afslapning i den dansende pinsesol. Vi har nemlig haft mange juniorer afsted til SM - 38 spillere helt præcist - og det har været en rigtig flot turnering for de blå/hvide tennis talenter! Bl.a. gjorde Sophia Valsted rent bord i U12 single kategori 2 og Filipa Arnhild indtog ligeledes podiets øverste plads i U12 kat. 4. Alle juniorerne har gjort et flot stykke arbejde og mange kom rigtig langt i turneringen, hvilket vi kan være rigtig stolte af i HIK.
Udover SM kører holdkampene stadig i bedste velgående. U16/U18 pigerne var i aktion på hjemmebane, hvor de skulle møde Greve. Afviklingen af kampene blev ikke helt uden udfordringer, da vejrguderne ikke var med os, hvilket resulterede i at kampen måtte spilles indendørs. På trods af de vejrlige udfordringer, leverede pigerne flotte præstationer og formåede at vinde 4-2, selv med et afbud fra 1. single Caroline Dandanell Lindahl - sådan piger!
U12 pigerne var også i vælten i går. Ligesom hos U16/U18 pigerne, viste vejret sig ikke fra sin bedste side, hvilket betød forsinkelser. Dette viste sig ikke at være et problem for pigerne, der sørgede for at udnytte tiden på bedste vis, med skak, frokost, en dukkert i Skovshoved havn og afsluttede dagen med en velfortjent is. Pigerne kvitterede nemlig med en sejr over SIF på 6-0, hvorfor dagen roligt kan kategoriseres som vellykket.
Skønt at se hvordan turneringerne kan bringe vores spillere sammen på anden vis end kun omkring resultaterne!