HIK vinder 29 medaljer til DM for tennisveteraner - heraf 21 af guld

HIK med historisk indsats ved DM for tennisveteraner
Fra 3. til 9. august summede Hellerup Idræts Klubs anlæg af liv, glæde og toptennis, da DM for tennisveteraner 2025 blev afviklet. Med hele 351 deltagere – heraf 65 fra HIK – blev mesterskabet det største udendørs DM for veteraner nogensinde.
I løbet af ni intense dage blev der spillet i 44 rækker, fra tidlig morgen til sen aften, i både sol, regn, indendørs og udendørs. Stemningen var i top med mange tilskuere, flot tennis og et velorganiseret arrangement, hvor HIK’s baner og restaurant dannede den perfekte ramme for begivenheden.
Sportsligt blev det en kæmpe succes for værtsklubben. HIK’s spillere tog hele 29 medaljer – imponerende 21 guld og 8 sølv – fordelt på single-, double- og mixrækker.
Rekorder og præstationer
I klubbens jubilæumsår, hvor HIK fylder 125 år, blev der sat bemærkelsesværdige rekorder:
Fie Astrup og Christian Saceanu vandt hver tre medaljer – én i single, én i double og én i mix.
Birgit Hoffmeyer sikrede sig sin DM-guldmedalje nummer 74 og 75 – og fastholder dermed sin position som den mest vindende danske tennisspiller nogensinde.
”Det har været en fantastisk uge for både HIK og Danske Tennisveteraner. Vi er stolte over den sportslige indsats, fællesskabet og den energi, som både spillere, frivillige og tilskuere har bidraget med,” udtaler Ulla Theil.
En stor tak skal lyde til alle deltagerne fra hele landet, der bidrog til at gøre mesterskabet til en mindeværdig oplevelse – og ikke mindst til de mange frivillige kræfter, der gjorde det hele muligt.
Guld (21): Thomas Kromann i herresingle +35 samt sammen med Mads Munkholm i herredouble +35, Christian Svanning Mikkelsen i herresingle +45 og sammen med Peter Utzon i herredouble +45, Fie Astrup i damesingle +50 og sammen med Eva Dyrberg Mortensen i damedouble +45, Ann-Louise Kristensen Villensteen og Christian Saceanu i mixdouble +50, Thomas Badura og Nicolai Raastrup i herredouble +50, Christian Saceanu og Frederik Meyer i herredouble +55, Trine Schneider og Catrine Viller Møller i damedouble +50, Birgit Hoffmeyer og Birgit Carlsen i damedouble +70, Kirsten Lund Hermansen og Jan Börjesson i mixdouble +70, Søren Smedegaard og Niels Emery i herredouble +75, Birgit Hoffmeyer og Søren Smedegaard i mixdouble +75 samt Steen Egholm i herresingle +80.
Sølv (8): Fie Astrup og Anders Eriknauer i mixdouble +50, Katrine Weikop i damesingle +55, Christian Saceanu i herresingle +55, Anders Eriknauer i herresingle +60, Steen Egholm og Bent Ingevold i herredouble +80 samt Hans Henrik Wengel og Thomas Kønigsfeldt i herredouble +65.