Menu

HIK Tennis hyrer ukrainske trænere

06. april 2022 kl. 14:42

For et par uger siden åbnede vi vores døre op for gratis træning til ukrainske flygtninge. Nu er vi gået skridtet videre og kan nu officielt byde velkommen til vores to nye timetrænere fra Ukraine; Dima og Kate.

Dima og Kate kommer fra Kyiv og har sammen en lille søn og en baby på vej. På krigens første dag, lykkedes det den lille familie at flygte i sikkerhed på den anden side af den ukrainske landegrænse. Familien flygtede til Rumænien i håbet om at krigen kun var kortvarig, men efter nogle dage måtte de sande at virkeligheden var en anden og at de var nødt til at tænke i længerevarende løsninger.

En bekendt med danske rødder, som parret havde mødt på tennisbanen i Kyiv, havde løbende holdt kontakt med Kate og havde kontakter der kunne sørge for husly i Danmark. De tog chancen og kørte den lange tur op til Danmark, hvor en kollega til kontakten stillede sit hus i Odsherred til rådighed.

Selvom omstændighederne har været hektiske og tragiske, har Kate og Dima holdt fast i deres stærke arbejdsmoral. Fra første dag på dansk jord, har de været klar på at finde arbejde og genskabe en form for normalitet og hverdag. Gennem deres danske kontakt, fandt de vej til HIK, som stod klar med åbne arme og kunne tilbyde dem arbejde som timetrænere. Der er lang vej fra Odsherred til HIK, men uden tøven takkede de ja til tilbuddet og kan fra i dag bookes i systemet.

Både Kate og Dima har flotte CV’er fyldt med trænererfaring og uddannelser. Dima har været træner i 10 år og har arbejdet meget med børn og voksne og internationale spiller. Han dækker derfor en bred målgruppe, der på mange måder er et rigtig godt match til HIK.

Kate har erfaring med både talent og elite i alle aldersgrupper og har tilmed været 1. divisionsspiller i USA. Efter hendes første år på college i USA, kom hun tilbage til Ukraine på kort visit og svømmede pludselig i jobtilbud som tennistræner. Det var svært at takke nej til, så hun sprang ud i det og har siden gået meget op i at uddanne sig, således at hendes trænerfaglige niveau kunne måle sig med hendes erfaringer som elitespiller. Hun er særligt skarp på teknik, så hvis man savner forbedringer i sine tekniske færdigheder, er Kate den oplagte kandidat til opgaven.

Vi er glade for at kunne byde familien velkommen i klubben og vi håber at de vil opleve stor succes som timetrænere. Skulle du have lyst til at booke dem, kan du kontakte dem som følgende:

Kate (Kateryna) Drynova – mail: drynovak@gmail.com , tlf: 53576385

Dima (Dmytro) Kniukh - mail: kniukh@gmail.com , tlf: 53576379

 

OBS! Kender du til en ledig bolig i Københavnsområdet?

Der er lang vej til HIK fra Odsherred og selvom Kate og Dima bare er glade for at have tag over hovedet, ville det give mening at kunne flytte tættere på klubben og dermed deres nye arbejde. Kender du til sted de kan bo? Så tøv ikke med at tage kontakt til Kate og Dima på ovenstående mail eller telefon eller klubchef, Jan Bartram, på jb@hik.dk

Luk