Menu

HIK i aktion på hjemmebane – senioreliten tager hul på Holdkampene

image
12. maj 2022 kl. 12:12

I sidste weekend lagde HIK grus til sæsonens første udendørsturneringer og vi kom rigtig godt fra start. U14 og U18 indtog HIK banerne i formiddagstimerne, hvor vores U14 spillere stod overfor Roskilde og U18 tog imod rivalerne fra Hørsholm-Rungsted (HRT).

U14 spillerne leverede et flot stykke arbejde og spillede godt hele vejen igennem holdkampen. Så godt at de hev en sejr hjem over Roskilde på 5-1, hvilket ikke kun luner godt på pointkontoen, men også på selvtilliden.

U18 bød ligeledes på god underholdning helt til det sidste. HRT sørgede for at give HIK’erne kamp til stregen og matchen endte ud i en særdeles tæt afgørelse. Efter en Golden Match Tiebreak på 10-3 lykkedes det HIK at hive sejren hjem og med et resultat lydende på 4-3. Stærkt!

Denne weekend er det senioreliten der står for tur. Endnu en gang foregår festlighederne på HIK’s baner og vi håber på at se stor opbakning til vores seniorer! Vi skal møde Gentofte, som har historik for at være en svær modstander med dygtige spillere. Vi kan derfor roligt forvente intense kampe og god tennisunderholdning!

Gentofte er en svær modstander, men vi har haft en god forberedelsesstrategi, som vi tror fuldt ud på at den har gavnet vores spillere og gjort dem klar til at tage kampen op. Vi er startet ude tidligt og håber at det kan give os en god start på sæsonen.” fortæller træner, Tomas Biernacki.

Både herrer og damer starter 12.30 på banerne på Hartmannsvej – kom endelig forbi og hep dem til sejr!

På udebane er HIK også aktiv på lørdag. Vores Dame Liga 2 skal i ilden mod B93 og Liga 2 Herre skal møde ATK. Vi ønsker jer alt held og lykke og glæder os til at følge kampene!

Luk