Menu

En ny træner er kommet til. Byd velkommen til Farzad

image
09. januar 2023 kl. 11:10

Vi har vendt kalenderbladet og ser ind i et nyt år med masser af spændende ting i vente. Første ting som vi har glædet os til længe, er at byde velkommen til vores nye træner, Farzad Sadeghe. Farzad har haft sine første timer i HIK i den sidste uges tid og det har allerede været en stor fornøjelse at have ham med på holdet. Farzad kommer senest fra Øresund Tennis og Padel klub, hvor han har været cheftræner primært med ansvar for eliten.

Farzad kommer oprindeligt fra Esbjerg, men flyttede i en alder af 12 år til København med sin familie. Han startede herefter til tennis i KB, som også var her han blev introduceret til trænerrollen for første gang. I en periode var Farzad også ude at rejse som tennisspiller, men i sidste ende var det trænergerningen der holdt ved. Hans CV afspejler også at det er et fag han excellerer i, som kan eksempelvis understreges med hans tidligere rolle som træner ved Davis Cup i Bahrain.

Farzad har været træner i 14 år og har meget af tiden primært beskæftiget sig med eliten, men finder også stor glæde og motivation ved at arbejde med breddespillere. Derfor vil du både kunne finde Farzad hos N2L, TØ og DH gruppen.

Det er meget motiverende og givende at se sine spillere opnå deres mål, uanset om de er elite- eller breddespillere. Jeg glæder mig meget til at arbejde med spillerne i HIK og jeg føler allerede at jeg er blevet taget godt imod. Folk har været super søde og fået mig til at føle mig velkommen, så det har været en dejlig start.” fortæller Farzad.

" HIK Tennis er en klub der har gennemgået en omstrukturering det seneste års tid og det er en rejse, som jeg glæder mig til at være en del af. Klubben har mange medlemmer og fede faciliteter og jeg glæder mig til at være en del af klubbens fortsatte udvikling." afslutter han.

Hjertelig velkommen til HIK Farzad! Vi glæder os over at have dig med på holdet.

Luk