Menu

En flot afslutning på en intens uge ved UM

image Foto: Dansk Tennis Forbund
11. juli 2022 kl. 11:58

Sidste uge var en intens uge for vores yngre medlemmer. UM var nemlig i fuld gang, så programmet var tæt pakket og intensiteten på sit højeste. Med blikket skarpt rettet mod de eftertragtede medaljer tog 21 HIK'ere afsted mod KB's anlæg, hvor turneringen fandt sted. Spillere fra U12, U14, U16 og U18 over hele landet, viste sig frem på den helt store scene til UM Ude 2022, hvor de gjorde sig vigtig erfaring både spillermæssigt og mentalt. Derfor har vores trænere lagt et stort stykke arbejde i at forberede vores spillere bedst muligt og i god tid, så de fik de bedste forudsætninger og betingelser for deltagelse i den store turnering.

De første forberedelser fandt allerede sted, da vores seniorelitespiller spillede holdkamp mod KB. Her skulle juniorer lave analyser og observere elitespillerne, for derefter at gennemgå hvad de så og oplevede sammen med trænerne Ann-Louise og Tomas. Formålet var at træne spillernes analysetilgang og refleksion - en vigtig erfaring de kan tage med sig ind på banen. Til UM blev denne erfaring taget i brug og arbejdet videre på. Spillerne skulle gøre sig overvejelser omkring individuelle fokuspunkter og efterfølgende evaluere med deres træner efter kampene, hvilket har skabt gode snakke, overvejelser og refleksioner hos spillerne. 

I ugens løb har det overordnede indtryk var at alle spillerne gjorde det ganske godt. Antallet af spillere blev løbende reduceret efterhånden som mesterskabet udfoldede sig og ved den store finaledag, var tre HIK'ere at finde ved dagens 20 finaler. Her var Philip Dianati dagens første HIK'er der skulle kæmpe om medaljer. I U12 drengedouble spillede han sammen med William Vainionpää fra KB, og sikrede sig en flot guldmedalje efter en overbevisende sejr på 6-2, 6-3. Sådan! Philip nåede desuden helt til semifinalen i U12 single, så succesraten har i den grad været på sit højeste hos ham i denne turnering. Philip har 2,5 år tilbage i U12, og med de takter han har vist til UM, tør vi godt tro på at der er rigtig mange gode kampe og turneringer i sigt for den unge HIK'er. 

Philip med sin flotte medalje nr. 3 fra venstre

Liva Viller Møller var næste spiller der skulle i aktion - denne gang ved U12 mixdouble. En kamp der skulle vise sig at blive både tæt og svær. Sammen med William Vainionpää (KB) kæmpede Liva en brav kamp og endte med at tage derfra med en flot sølvmedalje. Udover den flotte finaleplads og medalje, spillede Liva sig også til en semifinale i U12 pigedouble sammen med HIK holdkammeraten Alexandra Peralta Boenæs, der ligeledes har haft en flot turnering i U12 pigerækken. 

Liva yderst til venstre med sine fine medaljer og præmie

Som kronen på værket efter en rigtig flot turnering, afsluttede Caroline Dandanell med en guldmedalje i U18 mixdouble, hvor hun spillede sammen med Cornelius Shalmi (KB). Caroline havde desuden endnu en finaleplads inden for rækkevidde, da hun sammen med HIK'eren Alberte Kleist Jørgensen skulle møde de to KB'ere Zoe Pasquier Jensen og Vilma Krebs Hyllested ved U18 pigedouble semifinalen. Det endte dog ved semifinalen, efter en spændende kamp mod KB'erne. 

HIK gik altså fra turneringen med flere flotte medaljer og glade spillere med ny og vigtig turneringserfaring. Alt i alt en rigtig god afslutning på en intens uge! 

    

Caroline (yderst til venstre) med sin doublemakker, Cornelius og den flotte guldmedalje

 

Luk