Menu

Ann-Louise Kristensen Villensteen er ny tennistræner i HIK

09. december 2020 kl. 13:32
ANN-LOUISE KRISTENSEN VILLENSTEEN ER NY TENNISTRÆNER I HIK: ’JEG HÅBER, JEG KAN BIDRAGE MED MIT ENGAGEMENT OG GLÆDE’

HIK Tennis har per 1. oktober ansat Ann-Louise Kristensen Villensteen som ny træner i klubben, hvor hun hovedsageligt kommer til at gøre brug af sine evner som træner for spillerne i Never2Late og Tennisskolen.

Og den 45-årige træner har i den grad nydt at komme i gang med trænergerningen igen.

– Jeg har kunnet mærke i flere år, at jeg savnede det vildt meget – at komme ud og træne igen. Tennis er i mit blod, og det er en fantastisk mulighed for mig at komme ind i HIK, siger hun.

Tennis har da også været en del af Ann-Louises liv, siden hun startede med at slå til tennisbolden, da hun var otte år. Hun endte med at spille på højt niveau i sin juniortid, og siden hen har hun fået erfaring som træner i klubber som Birkerød, Hareskov-Værløse, Farum og KB.

Men da hun tilbage i 2008 ville stifte familie, besluttede hun sig for at uddanne sig som fysioterapeut og arbejde i det hverv fuldtid, da det bedre kunne balancere sig med familielivet.

Ann-Louise Kristensen VillensteenEt arbejde, som hun i den grad nød, men så årene gik, kunne hun mærke, at hun higede efter at komme tilbage på tennisbanen igen og blive træner på fuld tid. Det var der, passionen var.

– Jeg kunne mærke, at jeg simpelthen ikke kunne
undvære det. Det ligger i blodet, og jeg manglede det
i mit liv, siger hun.

Derfor glæder hun sig over den tilfældighed, der gjorde,
at hun endte i HIK.

Sidste år spillede hun en veteran mix-turnering, hvor hun
ved et tilfælde endte med at blive sat sammen med HIK’s bestyrelsesformand, Søren Smedegaard.

De to svingede godt sammen både på og uden for banen, og her gjorde Ann-Louise det klart over for Søren Smedegaard, at hun gerne ville tilbage og være fuldtidstræner. Hvis der var en åben stilling hos HIK, som måtte han og klubben sige til.

– Der skete ikke noget den første tid, men vi fastholdt kontakten. Og pludseligt vendte han tilbage, da der åbnede sig en mulighed. Det gik ret stærkt, og jeg sagde selvfølgelig ja med det samme, da jeg fik tilbuddet, siger hun.

HIK er en speciel klub

Og siden 1. oktober har der været fart på for den nye tennistræner, hvor opgaver, rutiner og små 300 navne skulle læres udenad.  Men hendes indtryk af HIK er indtil videre rigtig godt.

– Det er en speciel klub, og der er en masse historie. Det kan man se i lokalerne, selvom de er blevet moderne efterhånden. Faciliteterne er også rigtigt fine med mange baner inde og ude –  det er der ikke mange klubber, der kan prale af.

– Der kommer mange mennesker her, fordi de elsker at spille tennis. I alle aldre og niveauer. Jeg føler, der altid er liv, når man kommer her. Restauranten med Berit gør også, at der er et andet liv og social samvær, siger hun.

Derfor understreger hun endnu engang, hvor glad hun er for at starte op i HIK som fuldtidstræner, og hun tror på, at hun kan bidrage med sine evner og engagement.

– Jeg synes, jeg er god til mennesker. Jeg håber, jeg kan bidrage med noget kvalitet, så vi kan løfte tennisskolen sammen.

– Jeg var i en anden branche, jeg havde et godt job, så på den måde havde jeg ikke brug for at skifte branche. Jeg er her af de rette årsager –jeg vil det så gerne! Og det håber jeg, at det kan mærkes – at jeg er glad og entusiastisk, og jeg kan bidrage med noget glæde og motivation, siger Ann-Louise Kristensen Villensteen.

 

 

Luk