Menu

Nederlag ved weekendens kamp mod topholdet Holstebro

image
17. oktober 2022 kl. 14:07

Damerne havde nok at se til i sidste uge med kamp både mandag og igen lørdag. Lørdag stod den på tur til det jyske, hvor damerne skulle møde rækkens tophold, Holstebro. Som forventet var udekampen lige så stor en udfordring som først antaget. Jyderne var storspillende og gav HIK damerne problemer i store dele af kampen: 

" Holstebro er efter min opfattelse blandt de klart 3 bedste hold i rækken - hvis ikke det bedste hold. Vi var i store perioder et skridt efter Holstebro og var på et tidspunkt helt ude af kampen. Ikke nok med at vi kæmper mod et godt hold, så kæmper vi også med os selv. Vi laver ganske enkelt for mange fejl til at vi for alvor kan byde Holstebro op til dans." fortæller træner, Thomas Brønd. 

Kampen endte 37-29 til Holstebro. Trods ingen sejr, bemærker Thomas at HIK takterne viste sig bedre end tidligere og at dette er noget man tager med sig hjem i rygsækken. Vi får nemlig brug for masser af gåpåmod den næste måneds tid, hvor vores modstandere primært er at finde i toppen af rækken. Andre lyspunkter fra kampen var også vores målmand, Regitze:

" Hvis der skal fremhæves nogen må det være Regitze i målet, der igen spiller en fin kamp. Hun har fundet de redninger og stabilitet, som er nødvendige at have for at have en reel chance for at vinde mod hold på vores niveau eller lige over. Det er stærkt!" afslutter Brønd. 

Damernes næste kamp spilles på lørdag 14:45 i Gentofte hallen, hvor vi endnu en gang skal op i mod et tophold, Bjerringbro FH, der pt ligger nr. 2. Vi håber som altid på opbakning og glæder os til at sprede god HIK Håndbold stemning i hallen. Vi ses! 

Luk