Menu

” I mange år var håndboldhallen mit andet hjem.” – Mød Trine Qwist

image
14. februar 2022 kl. 14:04

Trine Qwist er 47 år og er træner på U13 piger sammen med fire andre trænere. Hun kommer oprindeligt fra Århus og startede i sin tid til håndbold, da hun var 12 år og gav ikke slip på håndbolden før hun blev 32 år. Da hendes datter startede til håndbold i klubben for ca. 2 år siden, manglede der en ekstra træner til holdet, og da Trines håndboldhjerte ikke kunne bære at der var risiko for aflyste træninger, meldte hun sig under fanerne.

Håndbold har for Trine betydet mange gode oplevelser, lange dage i hallen om søndagen og gode venskaber. Særligt de mange venskaber og det sociale miljø i håndbold har gjort indtryk på Trine og et fokuspunkt, som hun brænder for at give videre til børnene i HIK:

” Jeg brænder for at skabe et godt socialt miljø, hvor alle trives og udvikler sig efter eget niveau og kunnen. For mig er det vigtigt, at de synes det er sjovt at komme til håndbold, og at de har lyst til at indgå i fællesskabet på tværs af årgangene. Og så vil jeg give dem muligheden for at få en masse gode oplevelser på og udenfor banen.” fortæller Trine.

Det frivillige arbejde er ikke kun båret af at kunne give noget tilbage. For Trine handler det lige så meget om, at hun kan fortsætte med at samle på gode håndboldoplevelser og mærke glæden ved sporten gennem den gode energi fra børnene:

” Jeg får en masse positiv energi fra glade børn, som udvikler sig håndboldmæssigt og socialt. Og så er jeg kommet i gang med at spille håndbold igen på Old Girls, hvor jeg har fået flere nye venskaber.”

Som sagt så mange gange før, så er de frivillige kræfter i HIK af afgørende betydning for, hvorvidt vi kan iværksætte sjove, givende og lærerige håndboldaktiviteter. Men de frivillige har også en anden vigtig rolle, som Trine er meget bevidst om:

Mange frivillige har ofte selv været medlemmer i klubben som børn og unge eller i andre foreninger og er derfor gode kulturbærer, som kan føre traditioner og klubånden videre. De kan f.eks. lære børnene at heppe på klubbens egne hold eller hvordan man opfører sig, når man er på tur med HIK Håndbold.” fortæller Trine.

Vi er meget enige med Trine og hendes udtalelse understreger, at den frivillige rolle rummer meget mere værdi for klubber og foreninger, end man lige tror. Derfor er det endnu en gang på sin plads, at sige stor tak til alle de frivillige i HIK Håndbold, for deres store arbejde og rolle, der bidrager gevaldigt til klubbens udvikling. Tak for jer!

Luk