Menu

Utrolig flot 2-0 sejr ude over Helsingør i 2. division

image
21. september 2024 kl. 19:02

Fredag aften vandt HIK’s 2. divisionshold med en benhård arbejdsindsats en utrolig flot sejr på 2-0 over Helsingør. Det har altid været svært at spille på udebane mod Helsingør på deres nye, velfungerende stadion, men denne gang gik HIK’erne derfra med tre points og et smukt clean sheet (for fjerde gang i denne sæson). 

At holde nullet er i den grad en kontrast i forhold til sidste sæson. Her var HIK det hold, der blev scoret flest mål imod, men med en målrettet indsats fra trænerne og holdet er der blevet rettet op på vores defensiv. Efter 8 kampe er HIK det mandskab, der er scoret færrest mål imod i 2 division (5 mål). 

HIK’s scoringer faldt i 2 halvleg på et tidspunkt, hvor Helsingør i flere perioder havde været dominerende. Et langt indkast fra Marco Kruse fandt i det 63. minut Morten Muddi Olsen, der resolut sparkede bolden i mål. Og i det 84 minut viste Noah Engell, hvorfor han lige nu er nr. 1 på topscorerlisten, da han - næsten flyvende - løb fra 3 Helsingør-spillere fra midten af banen og endte med at lobbe bolden over målmanden. Et kongemål, ganske enkelt.

Endnu engang oplevede vi, at mange HIK’ere var mødt op til en udekamp og ikke mindst vores energiske og larmende Section 14 har gjort deres til, at vi alle har fået en fantastisk start på weekenden. Tak for jeres støtte.  

Næste kamp er lokalderby mod AB på fredag d. 27. september kl. 19.00, hvor vi forventer fuldt hus på tribunerne. Vi glæder os…       

Luk