Topmotiveret HIK: Nye ansigter og forventninger til hjemmebanedebut mod FC Roskilde
Velkommen til årets første hjemmekamp i Gentofte Sportspark.
Det er en stor glæde for os igen at kunne præsentere HIK’s 1 senior i en topmotiveret udgave, med et par nye spillere i truppen og i den bedst mulige fysiske form.
Det er ingen hemmelighed, at der igennem vinteren har været et meget stort fokus på den fysiske træning, og der er dem, der påstår at HIK’s hold aldrig har været i bedre form. Vi får nu at se om den påstand holder….
I den første kamp på udebane mod Nykøbing FC var heldet ikke med HIK, der målt på chancer og antal afslutninger havde fortjent et point. Til gengæld beviste spillerne, at de selv med 10 mod 11 – efter at topscorer Mathias Veltz havde fået et rødt kort – var i stand til virkelig at presse Nykøbing FC spillerne langt tilbage på banen.
Cheftræner Daniel Simacon kan til kampen i dag præsentere 4 nye spillere, som blev hentet i transfervinduet i januar:
- Den erfarne målmand Morten Bank er kommet til efter at have spillet langt over 100 divisionskampe for blandt andre Nykøbing FC.
- En anden Morten, nemlig den farlige angriber Morten Olsen, er lejet i Hvidovre og har allerede formået at indgå rigtig fint i angrebsspillet.
- I forsvaret er HIK blevet forstærket af David Chernet fra B1908, og den alsidige og atletiske forsvarer ser ud til at gå et flot forår i møde.
- Den unge, spændende angriber Noah Engell er kommet til HIK fra Danmarksserie-klubben Frederikssund, og han har allerede markeret sig meget positivt.
- Lucas Koch, der er en stærk venstre back eller kant er kommet HIK efter at have været på kontrakter i Roskilde og AB.
- På midtbanen har vi forstærket os med 21-årige Imran Mehanovic, der besidder både overblik og rigtig gode pasninger. Han kom fra Skive, hvor han har opnået solid erfaring fra mange 2 divisionskampe, og hvor han i lange perioder har haft en vigtig rolle.
Truppen er således forstærket med henblik på at kæmpe i et intenst, dramatisk og voldsomt spændende forår, hvor forskellen imellem 7-8 af klubberne er marginal.
Vi møder et af 2 divisions allerbedste mandskaber i aften. FC Roskilde har fået skabt et meget stærkt hold, der både kan spille i et højt tempo og med stor effektivitet. Den tidligere Superliga spiller Mikkel Thygesen har gjort et rigtig flot stykke arbejde og FC Roskilde ligger helt fortjent på 2. pladsen og holder liv i ambitionen om at komme tilbage i NordicBet Ligaen.
Kampen bliver et gensyn med den tidligere HIK topscorer Roni Arabaci, der har scoret 5 mål i denne sæson, men han er ikke den eneste spiller, som HIK skal passe på. Både Emil Nielsen (7 mål) og Selim Baskaya (6 mål) har gang i en god sæson og kender vejen til målet.
Nye publikumsoplevelser på stadion i samarbejde med MovieHouse
I foråret ønsker vi at få endnu flere tilskuere på stadion. Et af vores tiltag er, at vi har indhentet en række lodtrækningspræmier, hvilket (ud over den gode fodbold) kan gøre det til en ekstra sjov oplevelse at komme på stadion og støtte vores 1. herresenior. Og så giver det os ydermere muligheden for at promovere flere af vores loyale og trofaste sponsorer.
Et af tiltagene er Kampens sponsor. Vi har før nævnt kampens sponsor på kampprogrammet, men vi har pustet lidt til ilden og givet konceptet mere liv og opmærksomhed. Til dagens kamp er MovieHouse, Danmarks bedste biograf, kampsponsor og har givet os 2 stk. fribilletter, der trækkes lod om under 2. halvleg. MovieHouse er en af vores trofaste sponsorer og har af flere omgange inviteret os indenfor i deres unikke biografmiljø, til stor glæde for os alle. Derfor er vi glade for at de endnu en gang er hoppet med på vores tiltag om at skabe sjove oplevelser for vores stadionbesøgende. Stor tak for det.
Kampen fløjtes i gang 19:00. Vi ønsker alle en god kamp.