HIK tager imod Næstved i 2. division

Rundt om fredagens modstander – Næstved Idræts Forening
Der er en velkendt modstander, der gæster Gentofte Sportspark fredag aften (8/8-2025).
De to klubber har i alt mødtes 39 gange i divisionerne. Det skæve tal skyldes, at strukturændringer i sæsonen 1956/57 medførte en ekstraordinær kvalifikationskamp om oprykning – og derfor tre opgør det år. Gennem årene har HIK vundet 17 kampe, spillet 8 uafgjorte og tabt 14 – mere lige kan det næsten ikke blive. Det første møde var i 1934, hvor gæsterne hed Næstved BK, og den seneste kamp fandt sted i sidste sæson.
Næstved har aldrig været danske mestre – men har to sølvmedaljer. HIK’s nuværende assistenttræner, Torben Storm, husker med garanti den ene fra 1980. Her skulle det danske mesterskab afgøres i en direkte duel mellem Næstved (med Torben Storm som cheftræner) og KB, på et propfyldt Næstved Stadion med 20.315 tilskuere. Mesterskabet tilhørte Næstved indtil det 88. minut, hvor undertegnede og mange andre så Hans Aabech, med hovedet, sende guldet til Frederiksberg.
Siden 2020 har den sydsjællandske divisionsklub været 100 procent lokalt ejet – efter nogle turbulente år, hvor den tidligere tyske fodboldspiller Fabian Ernst og ghaneseren Alexander Quaye ejede større aktieposter i klubben. I dag ligger ejerskabet hos selskabet Sjælland Sport & Event A/S, der ejer mindst to tredjedele af Næstved Boldklub, samt gennem selskabet CC 2.0 ApS, som er ejet af en række lokale virksomheder. Modsat mange andre divisionsklubber har Næstved i de seneste år haft sorte tal på bundlinjen – men bøvler stadig med egenkapitalen som følge af tidligere ejeres dispositioner.
Den organiserede idræt kom næsten samtidigt til både Næstved og Hellerup. I 1898 blev Næstved Cricketklub stiftet, og året efter Arbejdernes Idrætsklub – som i 1904 blev lagt sammen til Næstved Idrætsklub (NIK). Samarbejdet holdt dog ikke længe, og i 1924 brød en gruppe medlemmer ud af NIK og dannede Næstved Boldklub. Blot 15 år senere, i 1939, blev Næstved Boldklub og Næstved Idrætsklub igen forenet – og stiftede det nuværende Næstved Idræts Forening. Cricket er ikke længere en del af foreningen – det må man til Sorø for – men derimod er badminton, basketball, gymnastik, håndbold, skøjteløb og svømning nu også en del af den dynamiske forening. Så målt på antallet af sportsgrene er HIK bagud – men medlemsmæssigt er vi dog ret lige.
Vel mødt