HIK i spændingsfyldt opstartskamp mod Nykøbing FC
Det slog gnister i weekenden, da HIK mødte Nykøbing FC i forårets premierekamp, som viste sig at være fyldt med drama, spænding og en god dosis kontrovers.
Kampen startede med Nykøbing FC i førersædet, som i flere perioder dominerede spillet og pressede HIK tilbage mod deres eget mål gennem størstedelen af første halvleg. Til trods for deres dominans, formåede Nykøbing FC ikke at omsætte deres spil til klare målchancer og det var først på en dødbold i 30. minut, at Nykøbing FC fik den eftertragtede 1-0 føring. HIK var da langt fra chanceløse og havde også en større mulighed for reducering inden 1. halvleg blev fløjtet af, hvor Mathias Veltz egenhændigt løb afsted med bolden og to pressede Nykøbing forsvarer omkring sig, men det forblev dog ved chancen.
Kampen fik for alvor dramatik i 2. halvleg, hvor i alt 6 gule kort og 2 røde kort blev hevet op af lommen hos dommeren. I 65. minut blev HIK reduceret til ti mand, efter at Mathias Veltz havde et sammenstød med Nykøbings Oskar Gärtig. Det var dog ikke til at hverken se eller mærke at HIK var en mand i undertal, for de blev ved med at sværme om Nykøbing’s mål-ende, og Nykøbing måtte kæmpe med næb og klør for at fastholde føringen.
Med fem minutter tilbage af kampen blev hjemmeholdet også reduceret til ti mand, da Adam Vendelbo modtog sit andet gule kort, hvilket udløste et rødt kort.
Selvom kampen endte med en sejr til Nykøbing FC, og dermed ikke en drømmestart for HIK, så er der alligevel mange gode takter at finde blandt HIK truppen. Alt tyder på at dette kun er begyndelsen på et spændende forår for HIK.