HIK har oprustet

HIK har oprustet
HIK har været aktive på transfermarkedet hen over sommeren.
Først kom Ali Shah og Andrew Oseni til klubben fra Brønshøj, mens det unge talent Javany Lawrence kom fra HB Køge. Og siden kom forsvareren Sebastian Kroner fra B93 – og i denne uge blev både Milan Silva hentet i Helsingborg og det 20-årige talent Emil Thor kom ind i truppen efter sidst at have spillet i Lyngby.
HIK’s cheftræner Daniel Simacon fortæller:
”Vi er meget glade for tilgangen af alle. Ali Shah er en spændende, kreativ spiller, som vi er overbeviste om vil henrykke i Gentofte Sportspark, mens Andrew Oseni er en angribende back eller kant, der kan give vores spil nogle offensive impulser. Desuden får vi i Javany en angriber og kantspiller, der har gode dybdeløb og udfordringer i bagagen” fortæller cheftræner Daniel Simacon.
Sebastian Kroner har en fortid hos Frem, Næstved og B93 – og har desuden erfaring fra Færøerne, hvor han spillede for TB Tvøroyri.
”Kroner er en ønskespiller for os – han er teknisk stærk og kommer med energi og noget fanden-i-voldskhed, som vil have stor værdi i den nye sæson”
Helt på toppen i angrebet er Milan Silva og Emil Thor meget spændende fornyelser. Førstnævnte er en spiller, som alle i HIK kender, idet han – efter et forrygende efterår med 7 mål og adskillige oplæg - blev solgt fra HIK til Helsingborg i januar 2024. Emil Thor er et toptalent, som har haft sin gang i både FC København og Lyngby.
”I Milan får vi den her udfordrende og driblestærke spiller med de præcise afslutninger og i Emil har vi en utrolig hurtig og bevægelig spiller, der overrasker med sine kraftfulde spark. Begge er meget fine forstærkninger” slutter Daniel Simacon.
Der er altså noget at glæde sig til for HIK’s tilhængere i Gentofte Sportspark. Første hjemmekamp er imod Næstved d. 8.8 kl. 19.00